tirsdag den 7. november 2017

Efterårssysler

efterårssysler lyng hvidløg

Det har været det dejligste solskinsvejr de sidste par dage, og dermed tid til de sidste efterårssysler. 

Det er jo ellers ikke meget det er blevet til i køkkenhaven i år, men i går var mindstearvingen med ude og sætte hvidløg. Hvidløgene de er nu i jorden, så dem har jeg ingen billeder af. Til gengæld står kristtjørnen smukt med de røde bær lige nu, så den blev der taget billeder af i stedet.
efterårssysler kristtorn kristtjørn hvidløg

lørdag den 14. oktober 2017

Æbletid og lækker hjemmelavet æblegrød

opskrift på æblegrød

Efterår er æbletid og det betyder også tid til lækker hjemmelavet æblegrød. 

Min datter er vild med æblegrød, så hun har været med ude at samle æbler og bagefter hjulpet mig med at klargøre æblerne.
æbler, æbler, æbler

Vi har vasket og skrællet så mange æbler, som vi kunne stoppe ned i en stor suppegryde.

Jeg plejer at dække bunden af gryden med vand, så æblerne ikke brænder på, men ellers består æblegrøden bare af æbler, æbler og atter æbler. Og så til sidst et stort drys vanilje (eller en vaniljestang) og et mindre drys kanel.

Så skal grøden bare op og koge. Når der er godt gang i gryden skruer jeg helt ned, så æblerne bare står og simrer indtil de er møre.

Når grøden er afkølet er den klar til brug. Velbekomme!

Tip 1: Ønsker du en helt glat mos, så giv æblerne en gang med stavblenderen når de er kogt møre.


Tip 2: Grøden er vild lækker til gammeldags æblekage!

fredag den 22. september 2017

Æbler, hindbær og brombær

elstar æbler

Efteråret er over os og nu er det tid til at høste æbler, hindbær og brombær i haven.

Min datter fik et Elstar æbletræ i dåbsgave, da hun blev døbt. Der er ikke så mange æbler på endnu, men dem der er nydes i fulde drag. Datteren er stolt at sit træ, og vi synes alle at Elstar er gode spiseæbler.

høsttid for efterårshindbær

Måske er der ikke så meget gang i æblehøsten endnu, men det er der til gengæld i hindbærhøsten. Her er både til gaden og til gården. Alle vores hindbær er efterårshindbær, og det er helt klart dem vi foretrækker da der ikke er orm i.

Lige nu er hindbærbuskene så massive, at vi næsten ikke kan nå ind og plukke de hindbær, der sidder i midten, så derfor vil vi have tyndet ud i buskene til næste sæson. Jeg overvejer at plante nogle af dem, der hvor vi regner med at vi skal have hønsegård til foråret.

høsttid for tornfri brombær

Også brombærene er der godt gang i. Som det ses på billedet, modner brombærene meget forskudt, så vi kunne plukke hver dag hvis vi orkede... Der står to kæmpe buske med tornfri brombær i den gamle bærhave og det er vi egentlig ganske godt tilfreds med. Vi har ikke haft brombær før, så vi skal lige finde ud af hvad de kan bruges til, men indtil videre har vi bare spist dem vi har plukket, eller smidt i fryseren.

lørdag den 2. september 2017

Lækre efterårsbær fra haven

Vi hilser efteråret velkommen med lækre bær fra haven. 

efterårsbær i solen

Selvom kalenderen nu siger efterår, har vi i dag haft det bedste solskinsvejr længe. Herhjemme har vi været ude hele dagen, for det er jo ikke til at vide hvornår det igen bliver vejr til det. Manden har klippet græs og børnene har været i køkkenhaven og plukket hindbær, brombær og blårbær. De lækre efterårsbær blev nydt som en snack i solen.

efterårsbær fra haven

Der kommer MANGE hindbær og brombær endnu, så jeg er gået i tænkeboks for at finde ud af hvad vi skal bruge dem alle sammen til. Jeg tænker vi skal lave noget marmelade, men ellers har jeg ikke nogle planer endnu...

fredag den 1. september 2017

Palmekålschips - En lækker grøn snack!

Super sunde palmekålschips

Palmekålschips tænker du måske? Skulle det nu være smart? Det ved jeg ikke om det er, men det er i hvert fald rimelig nemt og lækkert. Og så gør det jo heller ikke noget at det er lidt til den sunde side, vel?


Palmekål er en genial afgrøde, da den kan høstes over en laaaang periode. Palmekål skulle ligesom almindelig grønkål nemlig kunne tåle en del frost.

Jeg har desværre ikke selv de flotte kål i min have i år, men planlægger at så et hold til haven til næste år. Til gengæld har jeg fået en stor potion palmekål med fra min søsters køkkenhave sidst jeg besøgte hende. Og det er den portion der er blevet til disse lækre palmekålschips.

Jeg brugte:
Palmekål
Olivenolie
Salt
Cayennepeber

Jeg brugte en ret stor portion palmekål. Måske 20 blade? Palmekålene skylles og duppes tørre igen, for herefter at blive skåret i mindre stykker. Skær "stilken", der går hele vejen op igennem bladet, fra. Det gjorde jeg nemlig ikke ved mine, og det kan ikke anbefales at lade den blive på...

Palmekålsstykkerne vendes i en smule olivenolie og fordeles på en bageplade, så de ligger i et lag. Herefter drysses med salt og andre krydderier efter smag og behag. Jeg dryssede cayennepeber på halvdelen af mine. Det var vildt lækkert!

Palmekålschipsene bages ca. 20 minutter ved 150 grader varmluft.
Hold øje med hvornår de bliver sprøde.



onsdag den 30. august 2017

Velfærdskaniner - Kaniner i kanintraktor

kanintraktor til slagtekaniner

Bare fordi man er et produktionsdyr, behøver det jo ikke betyde, at man ikke skal leve et godt liv. Her hjemme opdrætter vi velfærdskaniner. Det betyder blandt andet at kaninerne har god plads at hoppe rundt på og at de kommer ud på græs. Herunder kan i se vores første prototype på en KANINTRAKTOR. 


Forhold

Vi har haft mange tanker om hvordan det praktisk bedst kan fungere for os at holde slagtekaniner. Ideen med at producere vores eget kød er jo blandt andet at vi derved ved hvordan dyrene har levet og hvad de har spist. 

Vi vil gerne have vores kaniner udenfor, så de kan spise masser af frisk grønt græs og andre planter. Kanintraktoren er smart, da den kan flyttes til et nyt sted hver dag. Det betyder nyt frisk græs hver dag og derudover, skal der ikke muges så meget ud, da de jo bliver flyttet fra det sted de har brugt som toilet. Win-win.

Opbygning

For at kanintraktoren skal være til at håndtere, har vi bygget den med målene 100x240cm og så ca. 50cm høj. Målene er dels valgt ud fra de materialer vi har haft til rådighed. Lægter og volierenet er købt i diverse tømrerhandler, så der er ikke noget fancy der. Vi har behandlet træet med linolie.

Vi har valgt at lave en kasse, som kaninerne kan lukkes inde i om natten, så vi ikke skal flytte kaninerne frem og tilbage til stalden hver morgen og aften. Her hvor vi bor kommer der både ræv, grævling og ulv forbi af og til, så jeg tør ikke løbe an på at volierenettet kan holde rovdyrene ude. Derfor lukker vi kaninerne ind HVER aften.

Buret er egentlig tænkt som hjem til een kanin, men nu synes vi at alle kaniner skulle ud mens solen skinnede, så derfor satte vi lige en midlertidig skillevæg i og lavede et ekstra hul i kassen, så alle kaniner kunne komme ud uden risiko for kaninunger i nærmeste fremtid ;)

kanintraktor til frilandskaniner

Erfaringer indtil videre

At holde kaniner på friland er en lækker måde at holde kaniner på. Dog er der plads til forbedringer, og en af dem må være at arbejde på at mindske forbruget af træ, så buret ikke bliver så tungt. Lige nu er det kun min mand der flytter buret, for det er alt for tungt for mig at flytte, og det er jo ikke så smart.

Derudover vil vi have halvdelen af løbegården overdækket, så kaninerne kan få noget mere skygge og læ uden at behøve at sidde inde i kassen.

Vi har siden filmen er blevet lavet taget skillevægen ud igen, vi synes det er for lidt plads for kaninerne. De ca. 2x1 meter, som løbegården måler uden skillevæg er langt bedre at løbe rundt på. 

søndag den 30. juli 2017

Super sprøde syltede rødløg

Nemme Syltede rødløg

Disse super sprøde syltede rødløg kan peppe enhver ret op. De kan bruges som topping til (næsten) alt...

...Og så er de så nemme at lave, at man altid burde have mindst et glas stående i sit køleskab.

Til to store glas har jeg brugt:
3 store rødløg
1 dl rørsukker
5 dl eddike
Friskkværnet peber

Sukker, eddike og masser af friskkværnet peber koges op til en syltelage.

Imens lagen kommer op at koge snittes rødløgene i ikke alt for tynde løgringe. Jo tyndere ringene snittes, jo blødere bliver de, og jeg kan godt lide at de har noget bid.

Løgene kommes på skoldede glas.

Når lagen er kommet op at koge hældes den over løgringene -og vupti! Hjemmesyltede rødløg.

Jeg opbevarer mine syltede løg i køleskabet.

Tip: Syltede rødløg er LÆKKERT tilbehør til gourmet hotdogs.


super sprøde syltede rødløg

fredag den 21. juli 2017

Søde, syrlige rysteribs

rysteribs

Her hjemme har vi spist søde, syrlige rysteribs, som tilbehør til aftensmaden, den sidste uge. Det er virkeligt lækkert og det er virkeligt nemt.

Det er ribstid og ribsbuskene her på gården bugner af ribs. De første 5 kilo ribs er i fryseren og lidt rabarber-ribs-saft er det da også blevet til ud over rysteribs.

Rabarber-ribs-saften... 

...har min søde mormor lavet til mig. Blandingsforholdet på ribs, rabarber og sukker ved jeg af gode grunde desværre ikke noget om. Jeg kan kun fortælle at det er vildt lækkert. Så har du lyst til at eksperimentere, så er det helt sikkert en kombination jeg kan anbefale.

Søde, syrlige rysteribs

Ud over saft og bær til fryseren, er der også gået en masse bær til rysteribs. Kender du ikke allerede rysteribs, så skulle du tage og prøve det, for det er altså ret lækkert. De syrlige ribs blandet med det søde sukker bliver til lækkert tilbehør til din varme sommerret.

Når ribsene er renset og ribbet, blander jeg dem med rørsukker i blandingsforholdet: 1 marmeladeglas ribs til 2 tsk. sukker - sådan cirka.. Ryst ribsene rundt så sukkeret fordeles og smag så til. Alt efter hvor søde du vil have dine ribs tilsættes mere sukker. Jeg kan godt lide den syrlighed ribsene bidrager med som tilbehør, så jeg bruger kun lidt sukker til lige at runde smagen af.

Tip: Rysteribs behøver ikke begrænses som tilbehør til varme retter. Du kan også bruge dem som topping på din morgenmad eller som flot pynt på en dessert.



onsdag den 12. juli 2017

Opskrift på den lækrest hyldeblomst-rabarbersaft

Her kommer min opskrift på hyldeblomst-rabarbersaft. En rigtig lækker sommersaft, som passer fortrinligt til en varm sommerdag.

hyldeblomstrabarbersaft


Et gammelt husråd siger, at man skal trække de sidste rabarberstilke til Sankt Hans. Herefter skal planten have lov til at hvile og samle kræfter til næste sæson. Inden Sankt Hans er der heller ikke så meget oxalsyre i stænglerne, måske det også har noget med det at gøre? Jeg har i hvert fald aldrig trukket rabarber efter Sankt Hans, og jeg har heller aldrig haft brug for at bruge non-oxal.

Sankt Hans dag var jeg i haven og trække rabarber og på det tidspunkt var der også stadig hyldeblomster, der blomstrede, så dem plukkede jeg også en ordentlig stak af. Deraf idéen til kombinationen med de søde hyldeblomster og de syrlige rabarber.

hyldeblomstrabarbersaftevand


Jeg har taget udgangspunkt i min opskrift på hyldeblomstsaft, og så bare skåret 5 store rabarberstængler i tern og ladet trække sammen med hyldeblomsterne. Saften er virkelig lækker og sommerlig, men sørg for at tilsætte godt med citroner til saften, for at tilføre den noget kant. Ellers bliver den alt for vammel-sød. Tag udgangspunkt i opskriften, men smag til med citroner alt efter hvor syrlige dine rabarber er.

hyldeblomst-rabarbersaft


Saften er virkelig lækker og kan ligesom den rene hyldeblomstsaft også blandes op med danskvand eller hvidvin for at give den et ekstra pift. Velbekomme!

søndag den 9. juli 2017

Kødkaniner

Så har vi fået vores første dyr på gården. Vi har nemlig fået kaniner. Kødkaniner. Vi er allerede helt vilde med dem alle mand.

kødkaniner


Børnene elsker at nusse med de små kaninunger, og har da også selv været med til at gøre klar til kaninernes ankomst. Selvom man kun er 3 og 6 år, kan man godt give en hånd med. Her vasker børnene foder- og vandskåle, som kaninerne skal bruge. Skålene er nogle gamle skåle vi fandt på gården. Jeg formoder at de har været brugt til smågrise. 



Kaninungerne er af ukendt race, men både mor og far var ret store, så jeg håber, at de kan blive nogle gode kødkaniner. Kaninerne er omkring de 10 uger, så det bliver først til næste forår vi kan begynde at avle kaniner til slagt. De her tre kaniner har jeg lovet børnene KUN er til kæl. Det er i øvrigt tre hunkaniner, så vi skal faktisk allerede i morgen ud og se på en hankanin også.

slagtekaniner


Vi glæder os rigtig meget til at starte vores kanineventyr og håber at det bliver en succes. 

torsdag den 22. juni 2017

Idéer til frugtlund

Jeg er så småt ved at have nogle idéer til den frugtlund, jeg gerne vil have anlagt til efteråret. 

Vi har et græsstykke på ca 25x35 m, der ligger omkranset af staldbygning, læhegn og skov. Her vil jeg gerne have etableret en frugtlund. Drømmen er at vi med tiden skal have høns, der skal gå rundt og pigge mellem træerne. Hyggelig og miljøvenlig ukrudts- og udyrsbekæmpelse.

Indtil videre ser min ønskeliste sådan her ud

  • Pære, 3 forskellige
  • Æbler, 2 forskellige
  • Blommer, 2 forskellige
  • Paradisæble, 1 slags
  • Hassel, 2 forskellige
  • Hyld, 2 røde
Heraf har vi de to blommetræer og et af æbletræerne. Almindelig hyld er her også masser af, men kunne godt tænke mig et par stykker med røde blomster. Det kunne se helt vildt flot ud i hyldelomstsaft, forestiller jeg mig.  Ellers har jeg ikke fastlagt mig på nogle sorter endnu.

Jeg har leget lidt med placeringen af træerne, men ingenting er sikkert endnu


De mørkelilla træer er hyld, lilla er blomme, grøn er pære, rød er æble, orange er paradisæble og brun er hassel. 

Ud over træerne overvejer jeg også om der skal plantes nogle bærbuske. Måske ribs og solbær? 


søndag den 18. juni 2017

Hyldeblomstsaft

hyldeblomstsaft

Nu blomstrer hylden og det betyder selvfølgelig at det er tid til hyldeblomstsaft.

Hyldeblomster

Lækker frisk og gylden hyldeblomstsaft er bare indbegrebet af sommer. 

Jeg var ude og plukke en stor skålfuld hyldeblomster i torsdags, og de duftede bare så godt. Jeg kunne næsten ikke vente til saften havde trukket færdig, så jeg kunne smage.

Behøver jeg fortælle at ventetiden var det hele værd?


hyldeblomstsaft

Til min hyldeblomstsaft har jeg brugt:

50 skærme hyldeblomster
2 øko citroner
1 øko appelsin
1/2 stang vanille
1 kg. rørsukker
1 l. vand

Vand og sukker bringes i kog i en gryde.

I en større gryde lægges hyldeblomsterne (klip så meget af stilken af skærmene som muligt så det kun er blomsterne, der kommer med). I denne gryde tilsætter jeg også skal og saft af citrusfrugterne.

Når sukkervandet koger, hældes det over hyldeblomsterne, og så er det bare at vente. Efter 3 dage på køl kan saften sies og hældes på flasker, eller hvordan man nu vil opbevare sin saft.

Saften bliver ret koncentreret og fortyndes efter smag inden den drikkes.

Tip 1: Smid saften i fryseren i portionsposer eller isterningeposer, så har du lynhurtig iskold hyldeblomstsaft på en varm sommerdag.


Tip 2: Bland saften op med danskvand og få den lækreste hyldeblomstsodavand til din havefest.

hyldeblomstspritzer

Tip 3: Bland hyldeblomstsaften op med mouserende vin. Mmmm...