torsdag den 22. juni 2017

Idéer til frugtlund

Jeg er så småt ved at have nogle idéer til den frugtlund, jeg gerne vil have anlagt til efteråret. 

Vi har et græsstykke på ca 25x35 m, der ligger omkranset af staldbygning, læhegn og skov. Her vil jeg gerne have etableret en frugtlund. Drømmen er at vi med tiden skal have høns, der skal gå rundt og pigge mellem træerne. Hyggelig og miljøvenlig ukrudts- og udyrsbekæmpelse.

Indtil videre ser min ønskeliste sådan her ud

  • Pære, 3 forskellige
  • Æbler, 2 forskellige
  • Blommer, 2 forskellige
  • Paradisæble, 1 slags
  • Hassel, 2 forskellige
  • Hyld, 2 røde
Heraf har vi de to blommetræer og et af æbletræerne. Almindelig hyld er her også masser af, men kunne godt tænke mig et par stykker med røde blomster. Det kunne se helt vildt flot ud i hyldelomstsaft, forestiller jeg mig.  Ellers har jeg ikke fastlagt mig på nogle sorter endnu.

Jeg har leget lidt med placeringen af træerne, men ingenting er sikkert endnu


De mørkelilla træer er hyld, lilla er blomme, grøn er pære, rød er æble, orange er paradisæble og brun er hassel. 

Ud over træerne overvejer jeg også om der skal plantes nogle bærbuske. Måske ribs og solbær? 


søndag den 18. juni 2017

Hyldeblomstsaft

hyldeblomstsaft

Nu blomstrer hylden og det betyder selvfølgelig at det er tid til hyldeblomstsaft.

Hyldeblomster

Lækker frisk og gylden hyldeblomstsaft er bare indbegrebet af sommer. 

Jeg var ude og plukke en stor skålfuld hyldeblomster i torsdags, og de duftede bare så godt. Jeg kunne næsten ikke vente til saften havde trukket færdig, så jeg kunne smage.

Behøver jeg fortælle at ventetiden var det hele værd?


hyldeblomstsaft

Til min hyldeblomstsaft har jeg brugt:

50 skærme hyldeblomster
2 øko citroner
1 øko appelsin
1/2 stang vanille
1 kg. rørsukker
1 l. vand

Vand og sukker bringes i kog i en gryde.

I en større gryde lægges hyldeblomsterne (klip så meget af stilken af skærmene som muligt så det kun er blomsterne, der kommer med). I denne gryde tilsætter jeg også skal og saft af citrusfrugterne.

Når sukkervandet koger, hældes det over hyldeblomsterne, og så er det bare at vente. Efter 3 dage på køl kan saften sies og hældes på flasker, eller hvordan man nu vil opbevare sin saft.

Saften bliver ret koncentreret og fortyndes efter smag inden den drikkes.

Tip 1: Smid saften i fryseren i portionsposer eller isterningeposer, så har du lynhurtig iskold hyldeblomstsaft på en varm sommerdag.


Tip 2: Bland saften op med danskvand og få den lækreste hyldeblomstsodavand til din havefest.

hyldeblomstspritzer

Tip 3: Bland hyldeblomstsaften op med mouserende vin. Mmmm...